Det er ikke altid, at spionromaner fænger på samme måde som en god krimi. Daniel Silvas romaner har dog altid haft et højt niveau, og har været en af de undtagelser, der bekræfter reglen om, at denne anmelder ikke er arketypen af en spionromanslæser.

Silvas bøger har altid været enormt aktuelle, og han har haft en enestående evne til næsten at skue ud i fremtiden og forudse, hvad der vil ske.

Cellisten er skrevet under COVID19-lockdown og den handler om Putins indblanding i vestlig politik. Her med fokus på det amerikanske valg i 2020.

Der kommer karakterer tilbage fra tidligere romaner, men det er nu stadig ikke nødvendigt at kende til alle Allon-titlerne, for at kunne følge med.

Da en russisk milliardær bliver udsat for et giftdrab, starter en farlig rejse for Gabriel Allon – tværs over Europa på jagt efter en musikalsk virtuos, som muligvis besidder nøglen til sandheden om vennens død. Det komplot, som Allon graver frem, fører ham til hemmelige kanaler af penge og indflydelse, som rører ved selve hjertet af det vestlige demokrati og truer den globale ordens stabilitet.

Selvom Putin og Trump ikke er nævnt ved navn, spiller Putin en stor rolle i denne roman. Silva spiller på Putins formodede taktik om at underminere det vestlige demokrati. Researchen bag historien beriger plottet og skaber en forunderlig samtidig følelse, som om man lige har læst noget, der kunne ske.

Hvis man kan lide en Silva-roman, så skuffer Cellisten ikke. Men serien er lang, og der er passager, som går lidt i tomgang. Fans stopper ingenlunde med at læse Silva, men nye læsere skal nok ikke begynde her.