Det sker en gang imellem. En bog starter rigtig godt, men fader ud i et svært mellemstykke. I slutningen skriver forfatteren så bogen op på den store klinge. I disse tilfælde kunne man sagtens tilgive et svært midterstykke, men i tilfældet af ‘Den trofaste læser’, så bliver slutningen på trods af en klar forbedring mod slutningen temmelig antiklimatisk.

Det er nordisk noir tilsat et skvæt politiprocedurer og enkelte okkulte tiltag. Potentialet er helt klart til stede, og der er uden tvivl mange, der kommer til at elske serien om Jessica Niemi. Denne læser bliver dog ikke en af dem, der venter med spænding på næste bind, dertil er sympatien for protagonisten simpelthen for ringe. Selvom forfatteren forsøger at give Jessica liv ved at blande en afsløring af en tragisk fortid ind i nutidens handlinger, så virkede det ofte som et forstyrrende element frem for noget, der underbyggede historien og empatien til protagonisten.

Krimiplottet er for så vidt ganske interessant. Komplicerede og koreograferede drab, der er så iscenesat, at det kræver et eksperthold af talentfulde betjente, kunne sagtens have båret en god krimi, men forfatteren er mere fokuseret på historien om Jessica, der er en kvinde med en mørk fortid, der skjuler sin rigdom og endda sit rigtige navn for alle kolleger undtagen de nærmeste overordnede.

Krimiplottet og Jessicas mærke fortid skulle have understøttet hinanden, så de to fortællinger kunne forstærke hinanden. Det gør de dog ikke. I stedet fes bogen ud i slutningen og den store opbygning til en gigantisk finale endte med en lydløs fis, der gik et helt andet sted hen end denne læser havde ventet. I dette tilfælde er det ikke positivt ment.

Forlaget markedsfører Max Seeck som nordens nye krimikonge. Denne læser foretrækker til enhver tid en af de gode danske ‘konger’, der har meget mere at byde på end krimikongen.