Mads Lindstrøm er sendt på tvungen afspadsering pga. sagen, der kører mod ham, da et brutalt mord på en præst begås. I Tyskland myrdes en ældre mand – kan det hænge sammen med mordet på præsten? Hurtigt bliver Mads Lindstrøm frikendt og kaldt på arbejde igen, og han sættes på som ledende efterforsker.

Hold nu op, for en cementering som krimiforfatter, Karen Inge Nielsen laver med sin Dødedansen. Krimien er yderst velskrevet og medrivende, og endnu en gang beviser Karen Inge Nielsen, at hun har styr på sine plottvists og sin historieformidling. Den er skrevet i to tempi – ét, hvor man bliver ført rundt i det kriminaltekniske arbejde og ét, hvor man kommer under huden på hovedpersonen, Mads Lindstrøm. Og det er her det geniale virkelig kommer til udtryk.  ”Dødedans, fr. danse macabre, allegorisk dans med døde og levende mennesker. I senmiddelalderens billedkunst … er dødedansen ofte fremstillet som en kædedans med skiftevis skeletter og mennesker i alle aldre og sociale lag.” Altså er dødedansen et billede på, at alle er lige for døden. Spørgsmålet kan også vendes om: er alle lige for livet? Og det dilemma kæmper Mads med gennem hele romanen, for hvordan lever man sit liv, når det bliver vendt på hovedet? Mads griber, som de fleste andre i krise, ud efter tryghed. Rammer. Kontinuitet, når alt andet er kaos og uvished. Og Mads er ikke skolet til at konfrontere de svære emner. Til at rumme følelsen af ikke at slå til, og det er i denne spænding, romanen virkelig udfolder sig for mig.

”Aha, ja,“ brummede Halland og noterede. ”Hvad tænker du om opklaringen af Færgemandssagen?“

”Hvad jeg tænker?“ Spørgsmålet fik huden til at brænde ubehageligt på Mads’ hals. Røde plamager formede sig langs skjortens krave og kravlede op mod kæben, idet han igen rettede opmærksomheden mod psykologen.

Forfatteren bruger mange greb til at symbolisere dette; blandt andet noget så simpelt som kaffe, løb og det at tælle kalorier. Alt dette bliver Mads’ måde at genskabe sig selv på, når nu livet er gået skævt.  Derudover er hans søster, Lisa, også et billede på, hvordan døden går hånd i hånd med livet. Hvordan fortiden præger nutiden, og hvordan alt dette er med til at skabe fremtiden. Derudover sætter hun billede på, hvor svært det kan være for individet at genkende sig selv, når man beskrives af andre. Både på godt og ondt.

Dødedansen er en fantastisk fortælling om livet. Om ondskab, og som læser bliver man hurtigt hevet med ind i forfatterens univers og fastholdt i et jerngreb af den gennemarbejdede roman, man præsenteres for.  Igen benytter forfatteren sig af korte kapitler, og det fungerer til UG. De er med til at fastholde og tvinge læseren til at få mere og mere med.   

Romanens omdrejningspunkt er her (for mig) ikke gyset og mordet, men snarere det psykologiske aspekt.  Denne historie er også fremstillet yderst realistisk, og man kan kun bøje sig i støvet for al den research, der ligger bag. Jeg elsker også den stille refleksion, forfatteren inviterer til: er man bundet på hænder og fødder, når man fødes? Er slægten med til at definere individets skæbne – eller kan man fravriste sig disse klør?