Flod foregår på Rømø i Vesterhavet. En lille ø, hvor øboerne helst holder sig for sig selv, en ø, hvor alle kender alle. Eller gør de? Lig, der dukker op, fortæller noget andet…

Ulrik Lauritzen har komponeret en meget velskrevet krimi med udgangspunkt i anden verdenskrig. Med sig har Flod en masse action, konspirationsteorier, hemmeligheder og mord. Men derudover cirkler bogen også om begrebet handling – konskvens – straf. Og tilgivelse. Er det muligt at tilgive? Uforbeholdent?

Ulrik Lauritzen skriver letlæseligt og medrivende:

”Skyerne var efterhånden opløste på nær nogle få stædige totter, der fordelte sig ud over himlen. Bag dem tonede en dyb, mørkeblå farve frem. Mennesker kom ud af husene og gik i hver deres retning rundt i gaderne og langs Kongevej, der førte hende til politistationen.”

Anden verdenskrig er som sagt rammen her, og den periode betyder noget særligt i danmarkshistorien. Mange af os har hørt historier fra vores bedste- eller oldeforældre. En mørk tid. En grufuld tid.

Bogens titel er yderst velvalgt – ikke kun fordi den er et udtryk for stormflodsvarsel, men også på det symbolske plan. ”Man kan ikke bade i den samme flod to gange” (Heraklit), og på den måde er titlen også et udtryk for bevægelse, forandring og omskiftelighed. Hvilket jeg personligt synes hænger godt sammen med temaet tilgivelse. For tilgivelse er vel unægtelig også en form for bevægelse. Et symbol på tiden og livets gang, som ikke lader sig stoppe. Ulrik har skrevet en veldrejet pageturner, og min eneste anke er de til tider mange bipersoner, men de gav dog mening til sidst. Flod er en tankevækkende roman som sidder i læseren længe efter sidste kapitels dønning har lagt sig.