Patienten er den anden bog af Sebatian Fitzek, jeg har læst. Fitzek er Tysklands bedst sælgende thrillerforfatter, og det kan jeg sådan set godt forstå. Jeg var hooked fra starten.

En dreng savnes og dennes far smugles ind på et retspsykiatrisk hospital, fordi drengens påståede bortfører endnu ikke har tilstået en forbrydelse. Drengen far vil tættere på den påståede morderen og forsøge at komme tættere på en tilståelse og den sandhed, der er skjult for dem alle. Det viser sig dog at være en noget vanskeligere sag end forventet.

Sebastian Fitzek har vævet et ganske fortrinligt plot, der holder læseren på kanten af stolen gennem hele bogen. Flere gange synes man, at plottet er gennemskuet, men hver eneste gang, man tror, man har grejet plottet, så får man sig en overraskelse. Det er godt skruet sammen.

Man skal til gengæld ikke være sart. Børnemishandling og andre perversiteter bliver i flere tilfælde lidt for eksplicitte. Det havde ikke gjort bogen ringere, hvis der var skruet ned for det brutale, for plottet og karaktererne kan sagtens bære bogen uden de voldsomme detaljer.

Fitzek bliver spydspids i en kommende tysk invasion, der uden tvivl vil skylle ind over Danmark de næste år. Tyskland er et af Verdens største litterære markeder, og det er faktisk overraskende få tyske forfattere, der er slået igennem i Danmark. Det tror jeg Fitzek kommer til med denne bog. Godt set af forlaget Gutkind.