Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Tim Weavers bøger hører til favoritterne. Det gør de, fordi de holder et højt tempo, har gode og komplicerede plots, der vender og drejer flere gange i løbet af bogen og så en virkelig gennemført hovedperson i David Raker.

I Borte for evigt er Raker rykket til Devon. Han har forladt London for at komme lidt væk fra det hele efter nærdødsoplevelsen i den forrige roman ‘Forsvundet’.

Sammen med Colm Healy har Raker slået sig ned i forældrenes gamle hus, og i en periode har de levet uden at lave noget specielt. Da et lig skylder op på kysten starter både Healy og Raker med at undre sig, og da Rakers ungdomskæreste samtidig skal have hjælp til at finde sin søster og denne familie, så er scenen sat til et mysterium, som kun Tim Weaver kan konstruere det.

Idet Weavers bøger om Raker ikke er politiopklaring, så sker meget af opklaringen gennem dialog. De mange kapitler blandes med flashbacks til en gruppe af mennesker, der opererer i Las Vegas i USA. Men hvordan hænger liget på kysten sammen med den forsvundne familie?

Tilfældigvis er Raker meget mere indblandet i sagen, end han først antager. Flere gange dukker fortidens spøgelser op og hverken gamle venner eller fjender har interesse i, at Raker roder op i sagen om familien.

Imens er privatlivet fuldstændig ødelagt for Raker. Kæresten fra London har han forladt, og han har svært ved at tale med hende, og minderne om sin afdøde kone skaber stadig røre. Slutningen forandrer nok engang Rakers liv fuldstændig, men for at få mere at vide, må du komme i gang med at læse serien.

Serien om David Raker er eminent fortalt (De lyttes hos Mofibo) af David Garmark, der er Raker, mens han læser. Det er 100% troværdigt, selvom plottet er både utroligt og overraskende.

Start eventuelt med seriens første bog ‘Jagten på de døde’, men ‘Borte for evigt’ kan også læses selvstændigt.