Dødens spor – Tim Weaver
Andet bind i serien om den tidligere journalist, David Raker, der leder efter forsvundne personer, har på ingen måder mistet pusten.
Hvis første bind var actionpacked, så er andet bind det samme. Plottet er i hvert fald lige så vanvittigt udtænkt, og Weaver skriver, så man hurtigt kommer igennem bogen. På trods af at bogen er en 450 siders mursten.
Weaver har stadig problemer med at tage afsked med sin afdøde kone, og selvom han har indledt en romance med sin nabo, så kører det ikke på skinner. Samtidig er en ung pige forsvundet, men politiet står på bar bund. Derfor hyrer pigens familie Raker ind for at finde nye spor.
Præcis som i ‘Jagten på de døde’ er det indledningen til en større sag, der trækker tråde ind i den russiske mafia, politiet og en velgørende organisation, som på en eller anden måde spiller en rolle i det djævelske plot.
Selvom bogen er lang, så er der ikke mange sider, der er kedelige. Det er ikke politiopklaring, men mere en detektivroman, idet Raker arbejder som journalist og finder spor ved at granske materialet på anden vis.
Da Raker langt om længe finder en forbindelse til en seriemorder, der levede for mange år siden, så rykker sagen endelig fremad, men han skal have hjælp af en uligevægtig politimand for at opklare sagen.
Serien om David Raker er et must for krimielskere, der nyder action og plots med mange twists. Det er ikke til at forudsige, hvad der sker i romanen, og det er en stor force. Læs den med det samme.